Fælles sangglæde til Skolesangdag

Fælles sangglæde til Skolesangdag

Onsdag formiddag den 6. november var der rock og rul i luften i Mantzius. 550 elever fra Rudersdals skoler mødtes til rytmisk fællessang i anledning af Rudersdal Musikskoles Skolesangdag, der blev afviklet for 19. år i træk.

”Det er noget helt særligt, når de unge struber forenes i fællessang for fuld power”, siger initiativtager Michael Møller fra musikskolens ledelse. Han fortæller endvidere, at ønsket med den årligt tilbagevendende event er at sætte fokus på musikalsk fællesskab og at styrke sangglæden hos børnene:

“.. og det lykkes hvert år!“, tilføjer han begejstret. 

Forud for arrangementet udsender musikskolen de rytmiske fællessange, der i år spænder lige fra f.eks. Abbas ”Mamma Mia” og Sebastians ”Du Er Ikke Alene” til Justin Biebers ”Love Yourself” og Cisilas ”Luftballon”. Sangene øves i musiktimerne på skolerne, og fællessangen kulminerer i to intense forløb i Mantzius. Et musikskoleband under ledelse af Thomas Ulrik Larsen akkompagnerer, og sangene indstuderes af et team bestående af Anne Fontenay, Bjarke Christoffersen, Tine Olsen og Ebbe Lynglund.