Info
Her kan du læse musikskolens regler om betaling, prøvetid, udmeldelse, sygdom og aflysning. Du kan også finde information om instrumentleje og friplads.
Optagelse og venteliste
Når du har sendt en tilmelding, modtager du en kvittering for tilmeldingen. Herefter står du på venteliste, indtil vi har behandlet tilmeldingen. Du er først optaget, når du har modtaget en mail med bekræftelse.
Hvis et hold eller fag er overtegnet, bliver du ved med at stå på ventelisten. Bliver der en plads ledig i løbet af skoleåret, kontakter vi eleverne på ventelisten. Har du stået på venteliste et helt skoleår, har du fortrinsret til evt. ledige pladser i det kommende skoleår.
Prøvetid og udmeldelse
Du kan fortryde din tilmelding frem til dagen, før undervisningen begynder. Herefter er tilmeldingen bindende.
Når du starter på et nyt fag eller hos en ny lærer, er der en prøveperiode på 12 gange, svarende til betalingen for den første rate. Ved slutningen af prøveperioden kan du uden yderligere varsel ophøre med undervisning og betaling ved at give besked til musikskolens kontor.
Ud over prøvetiden kan du melde dig ud med 3 måneders varsel fra udmeldelsesdatoen.
Sygdom og aflysning
Husk at sende en SMS til din lærer, hvis du er syg eller forhindret af anden årsag. Musikskolen refunderer ikke betalingen for de undervisningsgange, du selv aflyser.
Hvis musikskolelæreren melder afbud på grund af sygdom, sender vi besked som mail og SMS til eleven og de voksne, vi har registreret i kartoteket. Aflyser læreren mere end to gange på et skoleår, refunderer musikskolen betalingen for den tredje og følgende aflyste undervisningsgange .
I begrænset omfang kan læreren flytte undervisningen pga. andet arbejde. Læreren træffer aftale om en anden undervisningstid med hjemmet. Musikskolen refunderer kun betalingen, hvis det viser sig helt umuligt at finde en erstatningstid.
Priser og betaling
Se listen over priser i indeværende skoleår:
Elever, der er tilmeldt undervisning i et instrument eller sang, kan uden ekstra betaling deltage i fællesfag (sammenspil, kor, teori og hørelære) og projekter.
For alle fag opkræves betalingen i 3 rater pr. 1. september, 1. december og 1. marts. Sammen med 1. rate betales et administrationsgebyr. Administrationsgebyret betales hvert år og dækker bl.a. afgifter til Copydan Tekst & Node.
Opkrævningen sendes til eBoks eller betalingsservice, hvis du har tilmeldt dig.
Starter du senere i sæsonen, opkræver vi kun betaling for det antal gange, der er tilbage.
Instrumentleje
Det er en forudsætning for at modtage instrumentundervisning i musikskolen, at eleven har et instrument af tilfredsstillende kvalitet at øve sig på.
Hvis I overvejer at købe et instrument, så tag musikskolelæreren med på råd. Har I ikke fået en lærer endnu, så kontakt musikskolen – eller vent, til undervisningen begynder. Der kan spares både penge og ærgrelser ved at få nogle tips fra læreren på forhånd.
Særligt vedrørende klaver
Klaverelever skal have et klaver at øve sig på. Det kan evt. være et elektronisk instrument med "rigtige" klavertangenter, dvs. vægtede, anslagsfølsomme og i den rette størrelse. Mange keyboards lever ikke op til denne beskrivelse. Kontakt musikskolen for yderligere oplysninger.
Musikskolen udlejer ikke klaverer, men vi kan formidle kontakt til firmaer, der udlejer klaver med rabat til musikskoleelever.
Leje af instrument
Du kan i et vist omfang leje instrument af musikskolen. Det drejer sig i første række om instrumenter til nye elever. Vi anbefaler, at eleverne efter et par sæsoners undervisning anskaffer deres eget instrument.
Følgende instrumenter kan lejes: Accordeon/harmonika, althorn, basun, bratsch, cello, elbas, fagot, guitar (akustisk), harpe, klarinet, kontrabas, obo, saxofon, trompet, tværfløjte, valdhorn, violin.
En del instrumenter har vi i mindre størrelser, så man kan starte tidligere. Det vil som regel være en fordel at leje disse instrumenter af musikskolen fremfor at købe dem selv. Det gælder violin, bratsch, cello og kontrabas, guitar og elbas, tværfløjte, fagot og forskellige messinginstrumenter.
Der er inkluderet en obligatorisk forsikring i instrumentlejen. Instrumentlejen opkræves sammen med undervisningsgebyret.
Lejemålet kan opsiges med 14 dages varsel til den 1. i en måned.
Instrumenter, der IKKE kan lejes
Blokfløjte, elguitar, klaver og slagtøj (trommer) kan ikke lejes af musikskolen.
Udlån af orkesterinstrumenter
Piccolofløjte, A- og bas-klarinet, tenor- og barytonsaxofon, C-, D- og Eb-trompeter og altbasun, som vi anvender i orkestersammenhæng, låner eleverne i de perioder, hvor der er brug for det. Der opkræves ikke instrumentleje. Det samme gælder for visse blokfløjtetyper og guitarinstrumenter (f.eks. kontrabasguitar).
Friplads
Der er mulighed for at søge nedsat betaling (hel eller delvis friplads) for musikskoleundervisningen. Vi følger den skala, som gælder for friplads i dagtilbud. Du skal udfylde et ansøgningsskema og indsende det samtidig med tilmeldingen.
Hent ansøgningsskemaet her: